Jørgen Vad Lydteknik
Gl. Holtevej 46 - DK 2840 Holte
Telefon 45806425
 

 

[ Pro Audio Salg ] [ Audio-Technica mikrofoner ] [ 78 rpm og RIAA forforstærker ] [ Home ] [ Søg ]

Jørgen Vad Lydteknik- Gl. Holtevej 46 - DK 2840 Holte - Telefon 45806425

OVERFØRSEL AF GRAMMOFONPLADER

Denne side er senest opdateret 17. november 2006

ENGLISH VERSION

Denne side vil løbende blive uddybet specielt hvad angår afspilning af og overførsel af 78`ere, idet dette forsømte emne har en afgørende indflydelse på, hvilken lydkvalitet vi får hentet ud af 78´erne. Hvis du har kommentarer til siden, er du meget velkommen til at kontakte mig. Jeg mener, at alt hvad der kan bidrage til en bedre reproduktion af 78´ere bør komme så mange som muligt til gode.

 

Det er desværre nødvendigt at gøre opmærksom på, at der er noget, der hedder ophavsret.

Loven om ophavsret er netop i december 2003 blevet ændret. Derfor er det vigtigt at vide følgende:

Det er tilladt at fremstille kopier "til eget brug," hvis "man selv ejer originalen."

Men denne bestemmelse "... giver ikke ret til at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om: 1. Musikværker, 2...." (Lov om Ophavsret).

Denne bestemmelse gælder for beskyttet musik, som først er "public domain" 50 år efter indspilning/første udgivelse.

Hvis man skal have overført sin pladesamling til CD, er det derfor vigtigt at vide om der er tale om beskyttede værker. Det er der ikke nødvendigvis altid, og man kan med næsten alle 78'ere (der blev dog fremstillet 78'ere til langt op i 50'erne) sige at de er Public Domain, hvor grænsen ved årsskiftet 2003/2004 vil være plader/indspilninger fra 1953.

Ønsker du at læse mere om dette emne? Link dig ind på "Piratkopiering"

 

Når man ønsker at overføre ældre - eller for den sags skyld; nyere - grammofonplader til CD, er det af afgørende betydning, at denne overførsel sker så godt, som det overhovedet er muligt. Og dette uanset om det skal være som en ren overførsel (Se venligst min side om Mastering), eller det er for at renovere lyden (Se venligst siden om Audiorestaurering).

Jeg har derfor valgt at bruge én grammofon udelukkende til LP- og EP plader - og én udelukkende til 78 RPM.

Som LP grammofon har jeg valgt at bruge en Alexander Oracle MK III monteret med en SME Series 3 pickuparm og en Clear Audio "Insider" pick-up, som er en af de bedste MC pickupper på markedet. Denne løsning er hvad man i HiFi Verdenen vil kalde en High End løsning, dvs. en kombination, der kan tilfredsstille de mest kræsne ører.

Til 78´ere bruger jeg et værk og en pickuparm fra den danske HiFi specialist Hans Henrik Mørch monteret med Ortofons specielt fremstillede monopickup CG 65 Di. Denne er en "up to date" udgave af en af Ortofons berømte MC pickupper fra sidste halvdel af 50´erne og er i dag noget af det ultimativt bedste til aftastning af 78´ere. Kombinationen af Mørchs fremragende GS 6a grammofonværk og DP-6 pickuparm med Ortofons pickup, sikrer, at alt hvad der ligger i rillerne på 78´erne bliver hevet frem. Mørch-armens konstruktion sikrer også at aftastningen af bulede plader sker bedst muligt. Blandt seriøse HiFi-entiusiaster vil Hans Henrik Mørch være kendt som fabrikanten af nogle af verdens bedste pickuparme og grammofonværker for ikke at glemme en "Digital to Analog Konverter" med en utrolig høj lydkvalitet.

Jeg har desuden begyndt at bruge en Thorens TD124 monteret med en original SME serie 3 (den oprindelige forkromede) sammen med en Shure M44 pickup. Lyttetest har vist at Shure M44 er bedre til gengivelse af 78'ere end dyrere typer af Shure pickupper. Shure pickuppen har den fordel, at det er muligt at udskifte nåleindsatsen uden at afmontere pickupsystemet, og dermed lytte sig frem til hvilken bredde af nåleindsats, som passer til den aktuelle 78'er. Dette er vigtigt fordi 78'erne ikke er skåret med ens rillebredde igennem årene. For de tidligste akustisk optagede plader, skal man således bruge en nål med en bredde på 100 til 110 my, mens de allerseneste 78'ere fra 50'erne som regel lyder bedst med en nål på 60 my. Ofte er man nødt til at eksperimentere sig frem til, hvad der lyder bedst, idet slitage af pladerne også betyder en del, ligesom, der kan være stor forskel på, hvor hårdt en plade er skåret. Jeg har f.eks. oplevet, at en 78'er, som burde kunne spilles med en 70 my nål, først kom til at lyde acceptabel da jeg spillede den med en 90 my nål. En vigtig ting ved nålene er desuden, at de skal være plane i bunden for at undgå at samle "bundstøjen" med op. Pickupfabrikanterne leverer normalt ikke deres nåle sådan, og man er derfor nødsaget til at henvende sig til nogle ganske få specialforretninger for at få nåle med disse slibninger.

Vedrørende grammofon forforstærkere:

Ved afspilning af grammofonplader benytter man en pickup indgang i sin forstærker, også kaldet en RIAA (Recording Industries Association in America) indgang. Dette skyldes, at man ved indspilning af grammofonplader laver en equalisering af signalet efter den såkaldte RIAA kurve, som betyder, at man med en knækfrekvens på 500 Hz og ned til 50 Hz dæmper med 6 dB/oktav til -17 dB ved 50 Hz, og hæver diskantsignalet med 6 dB/oktav ved en knækfrekvens på 2120 Hz til +13,7 dB ved 10 KHz. Da knækfrekvensen er det sted, hvor lyden er henholdsvis sænket eller hævet 3 dB, opleves dette som, at der er en overgangsfrekvens i et kurve forløb ved 1 KHz. For at kompensere for indspilnings equaliseringen, er det derfor nødvendigt med en tilsvarende modforvrængning ved afspilning. RIAA kurven er i øvrigt identisk med den europæiske CCIR kurve.

Dette fungerer normalt udmærket ved Single- EP- og LP plader (de såkaldte vinylplader), der er skåret fra 1955 og senere. Men ved LP´er fra før 1955 (nogle pladeselskaber brugte dog ikke RIAA equaliseringen før 1960) fungerer det ikke optimalt, idet indspilnings equaliseringen ikke altid følger RIAA kurven, og ofte er uensartet gennem årene, og til tider geografisk bestemt.

Indspilnings equaliseringen har med næsten samtlige 78´ere og LP´er op til 1955, været et sandt festfyrværkeri af forskelligheder, ikke kun bestemt af plademærke, men også indenfor de samme plademærker. Forskellene ved indspilnings equalisering ved de såkaldte vinylplader (Single, EP og LP) er dog for ingenting at regne i forhold til 78 RPM pladerne. De allerførste "akustisk optagede" 78´ere havde f.eks. slet ingen equalisering.

Hvis man bruger en almindelig grammofonindgang til 78´ere opleves lyden derfor ofte lidt "ulden" som hvis man afspiller med for meget bas og for lidt diskant. Man kan naturligvis forbedre lyden lidt med sine bas- og diskantkontroller (eller hvad man nu har af EQ), men dette er ikke den optimale løsning.

Derfor har jeg i samarbejde med en af Danmarks bedste udviklingsteknikere udviklet den helt korrekte grammofon forforstærker, der ud over at indeholde en kompromisløs RIAA indgang og andre udvalgte LP forbetoninger, også indeholder et bredt udvalg af de equaliseringskurver, som er nødvendige for perfekt afspilning af 78 RPM plader. Siden om "ELBERG MD12 MK2" er blevet revideret.

Læs nærmere på 78 RPM og RIAA Grammofonforforstærker.

 

Rensning af grammofonplader:

Når overførsel skal bruges professionelt, er det endvidere vigtigt, at pladen er helt ren. Ved at bruge en professionel pladevaskemaskine sikrer man, at alt hvad der ligger på overpladen og i rillerne af snavs og "slibestøv," bliver vasket væk. På denne måde får man en mere støjfri gengivelse og derved nemmere ved at få et godt resultat i det videre arbejde med restaureringen. Det er naturligvis vigtigt at tænke på, hvilket materiale man har med at gøre. Nogle "direkte skårede" 78 RPM plader kan være lavet på materiale, som ikke tåler vask, ligesom "tidens tand" ofte har ældet pladerne så meget, at de kun kan håndteres med den aller yderste forsigtighed. Desuden skal man være klar over, at 78´ere ikke tåler nogle af de rensemidler, man bruger til LP plader, f.eks. må man under ingen omstændigheder bruge rensemidler, som indeholder alkohol.

Hvis du ønsker at vide mere om 78 RPM, kan besøge andre web sites om emnet, nemlig

Reproduction of 78rpm records

Helmut Webers Hobby Page

WAMS Home page

Vintage Jazz And Dance Music at 78 RPM

som udover mange gode oplysninger, har links til andre sites med emnet.

 

 

Vil du vide mere - kontakt mig på telefon 45 80 64 25, eller via e-mail

[ Pro Audio Salg ] [ Audio-Technica mikrofoner ] [ 78 rpm og RIAA forforstærker ] [ Home ] [ Søg ]